291
en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor skulde jeg tage Hatten af for saadanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at det blot var mig, hun havde set paa; det forundred mig ikke; det var kanske Angeren, som begyndte at slaa hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde til Fode og hilse som en Nar, specielt naar hun altsaa var bleven saa betænkelig falmet paa det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende, velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gaa hende stolt forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun saa stivt paa mig og ovenikøbet gik i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf! Kendte jeg mig selv ret, saa var jeg istand til at gøre
19*
