290
have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde ved Gud ikke krumme et Haar paa hendes Hoved, som skrevet staar, blot følge hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han faa Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, fandt paa den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun maattet le ad denne glade Sjæl, som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at han fulgte hende.
»Naa, ja, hvad blev det saa til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Aandedræt saalænge.
»Blev til? Aa, kom ikke der! Det er en Dame.«
Vi taug begge et Øjebik, baade »Jomfruen« og jeg.
»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpaa tankefuldt. »Men naar hun er sammen med den Mand, saa vil jeg ikke svare for hende.«
Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende! Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt hendes Yndigheder,
