284
forresten skulde han tage Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen. Jeg stod og hørte paa dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig for bestandigt.
Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være saa heldig at faa noget skrevet, saa maatte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer min Allegori, som beskæftiged mig; jeg havde faaet en ny Idé, en ganske fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angaaende Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke af Svaghed og ikke af Attraa, men af Had mod Himlen, syndet lige ved Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for Himlen.
Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik. Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop saaledes, som jeg vilde have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj, meget mager og en Smule mørk, og naar hun gik, vilde hendes lange Ben komme til at
