280
var vist en Sjømand, altsaa blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg ogsaa være heldig imorgen, naar Manden var rejst, og faa et af mine Øjeblikke igen; der mangled mig blot en Inspiration paa fem Minutter nu, saa var mit Værk om Ildebranden færdig. Altsaa, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .
Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun ogsaa sov om Natten. Jeg nærmed mig med megen Modvilje Døren og banked paa; ingen svared, dog hørte jeg Stemmer indenfor.
Manden sagde ikke et Ord, da jeg traadte ind, besvared ikke engang min Hilsen; han saa blot ligegyldigt paa mig, som om jeg ikke vedkom ham. Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn laa og pludred med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad sammenkrøben
