17
ganske nær, retter jeg mig ivejret og siger indtrængende:
»De mister Deres Bog, Frøken.«
Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.
»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun gaar videre.
Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke, hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet jeg passered hende. Saaledes vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig uvilkaarlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det
