276
han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg raaber to Gange, blot forat forstyrre dem, forat faa forpurret dette Optrin; den sidste Gang, raaber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt paa mig, rigtig overlegent ser hun paa mig, og trækker sig saa tilbage med en bebrejdende Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, saa jeg kan høre det, og siger til ham:
»Fy, du maatte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«
Af alt dette, som jeg saaledes stod og iagttog, var der intet, ikke engang en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst vag, jeg indaanded ømtaaligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Saa der kunde umuligt være noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der ogsaa være noget ivejen med den nu?
Hør, ved du hvad, sagde jeg paa en Gang; nu har du længe nok gaaet og befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i saa Henseende; nu faar det være Slut med
