274
Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have gjort; jeg var Gudskelov saa fornuftig, som noget Menneske.
Pludselig saa jeg to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smaagutter; jeg kendte den ene, det var min Værtindes. Jeg aabner Vinduet, forat høre, hvad de siger til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og ser længselsfuldt op. Hvad vented de paa? At noget skulde blive kastet ud? Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde gnave i sig eller more sig med? De saa med blaafrosne Ansigter, med uendelig lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to smaa Fjender at skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to saa optagne heraf, at de slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der
