272
paa et Kvarter højst. Ser De, det er ikke saaledes med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og faa istand en vis Mængde om Dag, jeg maa bare vente paa Øjeblikket. Og der er ingen, som kan sige Dag og Time, paa hvilken Aanden kommer over én; det maa have sin Gang.«
Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.
Jeg sprang op og sled mig i Haaret af Fortvivlelse, saasnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altsaa bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg ogsaa have tabt min Forstand, naar jeg stod og gav mig selv slige Spørgsmaal? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkaarligt ind, jeg sad og saa det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til og
