270
det fuldstændigt af med mig; det var som om noget knak over i min Pande.
For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger, bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:
»Ja, nu har jeg gaaet den igennem fra først til sidst, og der er virkelig ingen Fejl, saavidt jeg kan se.«
»Ikke det?« svared Konen, »jasaa, ikke det?« Men jeg saa godt, at hun ikke troed mig. Og pludselig syntes hun paa en Gang at antage et lidet Stænk af Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til at regne med Sekstendele; hun sagde ogsaa, at hun maatte henvende sig til nogen, som forstod sig paa det, forat faa Regningen ordentlig gennemset. Alt dette sagde hun ikke paa nogen saarende Maade, forat gøre mig tilskamme, men tankefuldt og alvorligt. Da
