268
paa; der maatte være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og saa paa mig. Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig, derpaa en Gang opad, og kom paany til samme Resultat. Jeg saa paa Konen, hun sad lige foran mig og vented paa mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til, at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred dog ingenlunde undersøgende paa hende.
»Summen er rigtig,« sagde jeg.
»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være saa meget; jeg er sikker paa det.«
Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, 1 Lampeglas 18, Sæbe 20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat gennemgaa disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal et Par Minutter, følte jeg des-
