267
lægge al min Flid paa at udarbejde og bringe »Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han skulde erfare det; det galdt blot at vente til Aanden kom over mig. Og hvorfor skulde ikke Aanden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine Hænder, naar jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i alle Maader, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede havde faaet min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
En Dag skulde jeg endelig faa en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se
