261
af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde Taarer i Øjnene. Jeg stod bare og saa paa hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et Middel til at faa en Ende paa det.
Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun sagde det meget lavt og utydeligt, maaske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule paa Tæerne, forat række godt op, og stod saaledes maaske et helt Minut.
Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde blot:
»Hvor De er dejlig nu!«
Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, traadte tilbage, stødte til Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.
