260
meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe siden, da var jeg gal; jeg arbejded for haardt og glemte at gaa til Middags i ret Tid, naar jeg havde meget at tænke paa. Det hændte Dag efter Dag; jeg burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver! Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik ogsaa ofte med mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det. Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De gaar aldeles ikke bort fra Kaminen, De staar bare og venter paa, at jeg skal gaa . . . .«
Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Haand frem. Jeg saa fuld af Mistro paa hende. Gjorde hun det ogsaa med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det blot, forat blive
