259
end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo ikke vanvittig, De ved meget godt, naar De vil tænke Dem om, at der er ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Haanden! Eller lad mig faa Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned paa Gulvet der foran Dem, blot et Øjeblik; maa jeg? Nej, nej, saa skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De blir bange, jeg skal ikke, skal ikke gøre det, hører De. Herregud dog, hvorfor blir De saa forfærdet? Jeg staar jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg vilde have knælet ned paa Tæppet et Minut, just der, paa den røde Farve lige ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det paa Deres Øjne, at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg bad Dem derom; vel? Jeg stod lige saa urørlig som nu, naar jeg viser Dem det Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte paa den røde Rose i Tæppet. Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, saaledes! Og De forstaar
17*
