258
Han er lydhør og følsom, han er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsaar . . . .
Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsaar, som min Sjæl havde. Men jo længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!« et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg saa godt, at jeg plaged hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig mente jeg at have faaet sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og raabte:
»Nu gaar jeg! Nu gaar jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Haanden paa Laasen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, naar jeg siger Farvel to Gange og staar fiks og færdig til at gaa. Jeg beder ikke engang om at faa træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig saa inderlig blank, gjort mig endda mere ussel
