255
skulde se ud, som om hun viste mig Døren, sagde jeg:
»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gaa.
Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?
Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.
Det var besynderligt!
Aa, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser. He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . .
Hun saa hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Haanden? Jeg stod og vented.
»Skal De gaa nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.
Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og saa paa hende, uden at sige noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, naar det ikke kunde blive til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angaa hende, at jeg stod færdig til at gaa; hun var paa en Gang aldeles tabt for mig, og jeg ledte efter noget at sige hende
