251
det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed; jeg sagde ogsaa, at jeg havde stjaalet fem Kroner en Aften.
Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg havde gjort, og strammed mig op:
»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget længer; nu er jeg bjærget . . . .«
Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«
Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en Smule, saared mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Haar faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt
