249
den anden Haand begynder hun selv at aabne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser flere Gange op paa mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser Baandene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer med mine grove Hænder ved disse Knapper og Baand . . . .
Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gør, stryger hun mig med sin venstre Haand over Skulderen og siger:
»Hvilken Mængde løse Haar der ligger!«
»Ja,« svarer jeg og vil trænge ind til hendes Bryst med min Mund. Hun ligger i dette Øjeblik med ganske aabne Klæder. Pludselig er det som om hun besinder sig, som om hun synes at have gaaet for vidt; hun dækker sig atter til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de aabne Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Haar, der laa paa mine Skuldre.
»Hvor kan det være, at Haaret falder saa af Dem?«
»Ved ikke!«
»Aa, De drikker naturligvis formeget, og kanske . . . . Fy, jeg vil ikke sige det! De maatte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet
