248
var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gaa paa, saa . . . .
Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os talte. Jeg trykked hende haardt ind til mig, klemte graadigt hendes Krop ind til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, baade hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.
Jeg kyssed hende.
Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende paa Kindet, kyssed hende mange Gange. Jeg aabned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde Vidundere bag Linnedet.
»Maa jeg faa se!« siger jeg, og jeg forsøger at aabne flere Knapper, gøre Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer paa. »Maa jeg bare faa se lidt . . . . lidt . . . .«
Hun slaar Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Aande puster mig lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med
