242
og hun gled tilside, smutted væk, over paa den anden Side af Bordet. Vi stod og saa paa hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.
»Forsøg at faa fat paa mig!« sagde hun.
Og under megen Latter forsøgte jeg at faa fat paa hende. Mens hun sprang omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang fremdeles ved mig og vogted paa mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald paany, snubled i Tæppet og faldt; min saare Fod vilde ikke længer holde mig oppe. Jeg rejste mig yderlig flau.
»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var ogsaa græsselig kejtet.«
»Ja, det var det!« svared jeg.
Og vi begyndte paany at springe omkring.
»Jeg synes, De halter?«
»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«
»Sidst havde De en saar Finger, nu har De en saar Fod; det er svært, saa mange Plager De har.«
»Aa, ja. – Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.«
