241
Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk. Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende igen? Aa, det elendige Antræk, jeg havde paa! Jeg vented fortvivlet paa Svaret.
»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.
Vi gik op.
Ude paa Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Haand og ledte mig frem. Jeg behøved slet ikke at være saa stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi kom ind. Mens hun tændte Lys – det var ikke en Lampe, hun tændte, men et Lys – mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:
»Men nu faar De ikke se paa mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig gøre det mer.«
»Hvad skal De aldrig gøre mer?«
»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej, Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig kysse Dem mer.«
»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter hende,
