239
Min Fod var meget saar, ellers mangled der mig ingenting.
Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og saa op til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Naa, jeg skulde nok vente, det havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg laa i Feber? Jeg begyndte raadvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.
»Hm!« sagde det bag mig.
Jeg hørte denne Harken, jeg hørte ogsaa lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.
»Godaften!« siger det saa.
Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir saa forundret over at se hende komme denne Vej.
»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.
»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe?
