226
gaar tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, raabte jeg opad Trappeaabningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.
»Aa, vær saa snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget paa det; den skal bare have noget at bære i Munden.«
Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden saa inderligt, at han saa forbauset paa mig.
»Ingenting at takke for,« sagde han.
»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen, saa dybt ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor en forfalden Port til en Baggaard. Der var ikke et Lys at se paa nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.
