225
ikke Mandens Hensigt at gøre det værre for mig end det var; han saa meget bedrøvet ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, saa havde jeg faaet det. Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han er! . . . .
Jeg sulted haardt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did paa Bænken og lagde Brystet helt ned paa mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort til Raadstuen – Gud ved, hvordan jeg kom did – og satte mig paa Kanten af Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge paa den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Smaabørn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmæssig, naar en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.
Saa med én Gang falder det mig ind at gaa ned i en af Basarerne nedenunder mig og faa et Stykke raat Kød. Jeg rejser mig og
