220
som jeg raabte ud. Og Høkerchefen selv havde maaske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig paa et hængende Haar opfordret til at gaa ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!
Naa, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Saa var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo saagodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! . . . .
Jeg lagde mig i de vaade Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, saa det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne og valgte min Stilling.
Saa med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende saa ganske hele Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske
