219
»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«
»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu staar jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter til at faa Striden udjævnet med mig. Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«
Jeg gik og slog Døren haardt i efter mig.
Men da jeg kom hjem paa mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvaad af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen paany. Jeg angred mit Overfald paa den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert Ord,
