212
Forsaavidt saa kan De være tryg, ganske tryg.«
Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . .
Og vi kørte paa, saa det gnistred af Hesteskoene.
Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Aandsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig saa grusomt nøje, staar med en Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det!
Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb sammen derinde under Kaleschen, saa ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt efter-
