205
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altsaa nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De faa dem med det første.«
»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner.
Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken paa Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind paa mig med alle dets Detaljer; jeg saa den lille Butik, Disken, min magre Haand, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmaade, naar det kom og skulde tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot paa den ene Haand; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans
