203
paa hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, slog Armene om min Hals og kyssed mig midt paa Munden. En eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt paa Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst bølged, hun pusted voldsomt.
Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, raabte Godnat, stakaandet, hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . .
Portdøren faldt i.
Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store vaade Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var raat og isnende.
Jeg var vaagnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vaagen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Saa havde jeg endelig staaet op og
