201
Aa, jo, nu ogsaa. Det var herligt at være til!
Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu gaar vi ikke længer!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.
»Ja, nu maa De altsaa vende om,« sagde hun og standsed.
»Ja, jeg maa vel det,« svared jeg.
Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel?
»Nej,« sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind paa mig. Hvor kunde man ogsaa holde Modet oppe, naar man var saa knækket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot halvt paaklædt, – det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkaarlig ned og sagde:
»Maa jeg nu ikke træffe Dem mer?«
Jeg havde intet Haab om at faa Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et
