9
hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented paa, hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpaa han igen svang Byldten højt i Luften og gik til af yderste Magt, forat faa Forsprang. Jeg gaar og ser paa dette masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han saa ud som et stort humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slaa sig til en Plads i Verden og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet paa Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gaa, var Manden foran mig igen, ogsaa han havde staaet bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden paa Skulderen.
Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre paa hinanden.
»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet paa Siden.
