197
Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel paa Mad i mange Maaneder i Træk? Hun hindred mig endog fra at gaa hjem og faa mig lidt Mælk paa Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde faa beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gaa Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet; min Haabløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde:
»De burde i Grunden ikke gaa sammen med mig, Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.«
Hun studser. Hun ser hurtigt op paa mig og tier. Derpaa siger hun:
»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det?« spurgte jeg.
»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke saa langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgaden og saa allerede Lygterne paa St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen.
