195
hed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared;
»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind paa noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet paa Tivoli ?«
»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt paa at ville gaa derhen? Ind i alt det Lys, sammen med saa mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende paa Dør med mine daarlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke en gang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde ....
»Aa, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel vente af et saadant lidet Menageri? Over hovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man staar og ser paa dem; de føler de hundrede nysgaerrige Blikke og paavirkes af dem. Nej, maatte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man be
skued dem, de sky Væsener, der pusler i sit
13*
