192
at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke?
Aa, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være saa snil at følge hende et Stykke, saa . . . . Det var noksaa mørkt hjemover, og det genered hende at gaa alene opad Karl Johan, efterat det var bleven saa sent.
Vi satte os i Bevægelse; hun gik paa min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og saa paa hende hele Vejen. Parfumen i hendes Haar, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Aandedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, – altsammen strømmed ind paa mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde saavidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kaaben. Tanken paa al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kaaben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Haand, fingred ved hendes
