187
Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage paa? Det var ikke umuligt, at han vilde komme paa det en Dag, maaske næste Gang, naar jeg gik derind. Naa ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug paa Skuldrene.
»Værsaagod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen paa Bordet. »Men vil De ikke heller gaa ind i et andet Rum? Her er saa mørkt.«
»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende paa Slump, hvad jeg faar fat i nede i Lommen, og lukker hendes Haand til. Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med Taarer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en Gaard for . . . . Aa, velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise, blev mer og mer graadig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder.
