183
Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja, saa faar De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd med Konen.
Hun faar sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun faar tilbage paa, og gaar.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja, saa var det altsaa et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig.
Han ser paa mig, og jeg ser paa ham, jeg kan ikke faa min Begæring over Læberne.
»Naa ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, – han giver atter tilbage paa fem Kroner.
»Værsaagod!« siger han.
Nu staar jeg og ser paa disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke
