181
jeg rysted paa Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Saaret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev mine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger saa saa sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart, Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten saa slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag. Maaske kunde jeg faa et Lys paa Kredit saalænge, naar jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling. Jeg var saa godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Raad til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde faa et Lys paa mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Haar paa min
