180
lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Haar, frem og tilbage, paa kryds og tvers; der fulgte smaa Dotter med, løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde ogsaa nok af Haar tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Taage; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Haand over Knæerne, hosted saa haardt, som mit Bryst tillod, – og jeg faldt tilbage paany. Intet hjalp; jeg døde hjælpeløst hen med aabne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte paa den. Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Paafund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vaagen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Saaret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
