177
med dette, kom ovenikøbet Konstablen gaaende og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev paa en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at staa stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, aabned jeg endelig atter Porten og gik op paa mit Rum.
Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Saa lagde jeg mig ned, saaledes, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.
