173
»Godaften!« Hun standsed.
Hm. Om hun var ude og gik saa sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gaa paa Karl Johan paa denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gaa med hjem?
Hun stirred forundret paa mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Saa stak hun pludselig Haanden ind under min Arm og sagde:
»Saa gik vi da!«
Jeg fulgte med. Da vi havde gaaet nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:
»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig paa at gaa min Vej.
I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde faaet føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted paa Hovedet og kaldte mig en Tørfisk.
»Godnat!« sagde jeg.
»Vent lidt!« raabte hun. »Er det Guldbriller, De har?«
»Nej.«
»Ja, saa gaa Pokker ivold med Dem!«
