170
heden, he he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gaaet og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til Pantelaaneren. Jeg lo haanligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger paa Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberaad Hu og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt saa usigelig meget, min Taalmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpaa den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtraadt,
