169
færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge at kile paa udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i Aande; imorgen kunde jeg saa atter henvende mig til »Kommandøren«.
Jeg gaar uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud paa Gaden og gav mig til at gaa i Retning af Slottet.
Var det nu ikke ogsaa som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund paa syv, otte Maaneder, ikke Mad til Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden paany brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gaaet og været ærlig midt i Elendig-
