168
at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslaaende paa mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt paa hende, naar jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igaaraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte saa godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, saasnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg laa og frøs om Nætterne, laa i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og blaafrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vaagned om Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig udenfra.
Jeg gaar henad Gaderne og tænker paa, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel
