165
uvilkaarlig et Skridt frem, forat sige ham, hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det slemt nok alligevel . . . .
Han saa op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte efter. Forat lette ham i at give mig et afslaaende Svar, rækker jeg Haanden lidt frem og siger:
»Aa, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give Indtryk af at tage det let.
»Det maa være saa populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller finde paa noget andet, som Folk forstaar bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstaar, at min Artikel er kasseret, og dog kunde jeg ikke faaet et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham længer, svarer jeg:
»Jo, da, det kan jeg nok.«
Jeg gaar til Døren. Hm. Han maatte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med
