164
paa Stolen og ser paa mig. Da han mærker, at jeg endnu staar ved Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Haanden og peger paa en Stol.
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har paa, naar jeg aabner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min Haand og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.
Saaledes saa han da ud paa nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse paa mig op gennem Aarene. Hans Haar er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde slaaet blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at faa Taarer i Øjnene, og jeg rykker
