158
»Hvad Fan?« raabte han. »Nej, nu gaar det for vidt!«
»Godnat!« sagde jeg og vilde gaa; jeg følte Graaden i Brystet.
»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv paa Vej til »Onkel«, bragte maaske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.
»Ja,« svared jeg, »naar du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og svared:
»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .«
»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her staar jeg med Uret i Haanden, det er det, jeg skal herned med. Saa, ind med dig, sultne Synder! Jeg faar mindst fem Kroner til Dig.«
Og han puffed mig ind.
