154
Det var slet ikke sagt, at jeg kunde faa beholde en Slurk Vand heller; min Mave taalte ikke længer nogen Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.
Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Raad! Jeg var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert faa ti Øre for dem, imorgen fik jeg saa andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg faa Betaling for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg saa ikke hele Gaden, jeg gik paa.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne hernede, mine Smaating hjemmefra, min sidste Bog. Paa Auktionsdagen gik jeg gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg næsten stolt
