153
til Brandvagten. Gudskelov, Klokken var blot syv paa Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten stængtes. Hvor jeg havde været bange!
Saa var der altsaa ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At det virkelig ikke vilde lykkes én Gang paa en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg fortalte det til nogen, saa var der ingen, som ville tro det, og om jeg skrev det ned, saa vilde man sige, at det var lavet. Ikke paa et eneste Sted! Ja, ja, der var ingen Raad med det; fremfor alt ikke gaa og være rørende mer. Fy, det var ækelt, forsikkrer dig paa, det gør mig vammel af dig! Naar alt Haab var ude, saa var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en Haandfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf – jeg vidste, at Stalden var lukket.
Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst, glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og saa mig om efter et Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne, og ind i et Privathus vilde jeg ikke gaa; jeg kunde maaske ogsaa vente til jeg kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid.
