147
flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gøre? – En Herre gaar just forbi og bemærker smilende:
»De bør gaa og begære Dem anholdt.«
Jeg saa efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet. Ikke engang han forstod sig paa min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis Haand jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen. Saa dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme, sørgelige Gang. Dér skulde jeg altsaa havne!
Med ét staar jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke at blive anholdt. Saa vilde jeg komme paa Raadstuen igen, blive indestængt i en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var andre Udveje aabne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge dem; jeg vilde være saa inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gaa ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel
10*
