145
ind. Fy! hvisked jeg og rysted paa Hovedet. Og jeg gik videre.
I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik saa sagte og betænksomt, jeg saa ud til at grunde paa noget af hvert – og Pigen kom ud paa Gaden.
»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.
Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Haanden opad Kinderne: mager, naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skaaler med Bunden ind; men Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.
Men jeg standsed igen. Jeg maatte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene var paa Vej ind gennem Hovedet. Hvordan saa jeg egentlig ud? Det var nu som hede Fan ogsaa, at man maatte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetræk-
